Urenlig kat

Urenlighed er et af de hyppigst forekommende adfærdsproblemer hos kat. Har man en urenlig kat, er det vigtigt, at man begynder med at finde ud af, om katten er syg. Der er mange sygdomme, som kan forårsage urenlighed: blærebetændelse, urinvejssten, sukkersyge eller nyreproblemer. Derfor skal man altid begynde med at få sin kat undersøgt af en dyrlæge for at udelukke disse muligheder.

Overordnet kan man dele emnet op i urinmarkering (strinter små mængder urin op ad lodret flade) eller tømning af blæren (sætter sig ned og tisser større mængde urin).

Urinmarkering

Katte kommunikerer meget via dufte, og urinmarkering er derfor en naturlig måde at fortælle, hvor dens territorium er. Seksuel markering kan ofte afhjælpes ved neutralisering. Denne form for markering er tæt relateret til kønsdriften, og når kønshormonerne fjernes ved kastration/sterilisation, vil trangen til at markere også aftage. Katte der bliver neutraliseret, før de bliver kønsmodne, begynder sjældent at seksuel markere.

Er din kat pludselig blevet urenlig?  

Hvis katten pludselig begynder at urinmarkere, kan det skyldes ændringer i kattens miljø. Det kan eksempelvis være, hvis man flytter til et nyt sted, man rokerer rundt på møbler, hvis der kommer nye beboere eller en anden kats indtrængen på territoriet. Man må ikke straffe katten, når den har strintet - det vil kun stresse katten yderligere. Forsøg i stedet at finde frem til årsagen, så du kan løse problemet med din urenlige kat.

Gammel og urenlig kat

Du kan opleve, at din kat bliver urenlig, når den bliver gammel. Det kan skyldes mange ting, men det er aldrig en handling fra kattens side for at irritere dig. Vi anbefaler, at du holder kattebakken pæn og ren, så katten stadig har lyst til at bruge den. Du kan også prøve at skifte typen af kattegrus. Hvis en gammel kat begynder at blive urenlig, kan det også være tegn på et fysisk problem. Mange katte får gigt, når de bliver ældre - og står kattebakken et sted, der udfordrer deres gigt og bevægelighed, så kan de blive urenlige.    

Blæretømning 

Den anden type urenlighed er, hvor katten sætter sig ned og tisser et uhensigtsmæssigt sted (fx ved sengen, måtter, vasketøj osv.). Denne type kan også omfatte afføring uden for bakken. Her er man nødt til at forsøge at få kattens adfærd ændret, så det ikke bliver en vane (fx ved at fjerne måtter, lukke døren til soveværelset osv.).

Man skal samtidig prøve at gøre kattebakken mere attraktiv. Tøm den ofte, skift typen af kattegrus eller flyt kattebakken, hvis der er støj eller forstyrrelser, hvor den før har stået.

Årsagerne til en urenlig kat kan være mange, de hyppigste er:

  • Stress
  • Ændrede omgivelser
  • Andre katte
  • Adfærdsændring fra ejers side
  • Modvilje mod kattebakke, grus eller lignende
  • Begrænset mulighed for at udføre sin normale adfærd og forsvare sit territorium

Feliway til urenlige katte 

En anden mulighed for hjælpe mod en urenlig kat er Feliway. Det er en spray eller adapter, som indeholder syntetiske feromoner. Feromoner er duftstoffer som katten selv afsætter når den f.eks gnider kinder på forskellige ting. Feliway-spray kan med fordel bruges til katte, der markerer indendørs og adapteren (der sættes i stikkontakten som en duftspreder), hvis der generelt er behov for at nedsætte kattens stressniveau.

Konklusion

Vigtigst af alt er tålmodighed og detektivarbejde. Find årsagen til, at katten er blevet stresset og urenlig - og fjern årsagen, hvis det er muligt. Eller som minimum gør årsagen mindre. Der er ingen nemme løsninger, og man må regne med, at det tager tid før problemet er løst, men det kan løses i langt de fleste tilfælde. Du kan altid kontakte os, hvis du mangler råd eller hjælp til din urenlige kat.

Af veterinærsygeplejerske Rikke Simonsen