Klumpfod

Kære brevkasse.

Jeg har et marsvin på 2 år der er begyndt at humpe på det ene forben. Der er kommet etlillesår på undersiden af poten og foden ser lidt hævet ud. Kan jeg rense det med sæbevand eller brintoverilte?

Med venlig hilsen
Gitte Hansen

Kære Gitte

Som jeg skrev til dig i mailen er jeg bange for at sæbevand eller brintoverilte ikke kan gøre det længere. Det lyder som om dit marsvin er ved at udvikle en dyb infektion i poten. Det lyder som det man på engelsk kalder "bumblefoot" eller klumpfod, hvilket er en relativt aggressiv infektion med stafylokokker, som kræver behandling.

Klumpfod ser man oftest hos marsvin, der går på trådnet eller i grov strøelse, der kan slide hul på trædepuderne. Sårene kan blive inficeret med stafylokokker, der i første omgang vil give anledning til en lokal infektion i trædepuden, men ubehandlet og desværre relativt hurtigt kan infektionen sprede sig til de dybere væv langs sener og seneskeder og til knoglerne i foden og underbenet. Poten vil i alle tilfælde hæve op og blive meget øm for berøring (deraf navnet klumpfod).

Behandlingen vil som minimum bestå i langvarig antibiotisk behandling men yderligere tiltag kan være nødvendigt.

Man kan være heldig at få slået infektionen ned, hvis man reagerer i tide, men har infektionen spredt sig til de dybere væv vil mange desværre få tilbagefald når man stopper med at give antibiotika. I de tilfælde ender det oftest med at marsvinet bliver aflivet da det er en smertefuld lidelse.

Jeg håber du har fulgt min opfordring og allerede har søgt dyrlæge hjælp - det er absolut nødvendigt.

Med venlig hilsen

Jens Christian Kudahl, dyrlæge